About us

Kostzonen.dk er Birgit Holme Frederiksen.

Jeg er 40 år og har stort set været overvægtig hele mit liv. Langt de fleste kilo tog jeg på, da jeg som teenager boede i USA i 13 måneder. Har siden været på alle de typer kure der er, endda på Letigen piller fra min læge. Alle kurene har virket, jeg har tabt mig... nogle gange meget andre gange mindre, men alle tabte kilo er kommet på igen, ligeså snart kuren var slut. Jeg havde jo stadig ikke lært hvad gode spisevaner var.

Da jeg så i februar '99 pludselig var kommet op og veje 102,2 kg (ups ja, det var et chok... jeg vidste godt jeg havde taget på, men at jeg vejede over 100 kg var for mig ganske forfærdeligt), ja så skulle der gøres noget og det skulle virke denne gang. Jeg var på det tidspunkt om ikke hæmmet af min vægt, så ihvertfald meget påvirket af den, mit selvværd var i bund og jeg var træt, led og ked af alt og det hele. Så en annonce i den lokale avis, der fortalte om Bailine. Hmm var det nu endnu en gang hokuspokus. Sådan nogle elektroder på min bare mave, skulle det virkelig kunne være godt?!!?

Det er såmænd muligt, det er hokuspokus, men det virkede på mig. Især den ypperlige omsorg og service, der blev ydet!! Tak Vibeke, du er en perle!!

Følte virkelig at det betød noget om jeg havde effekt ud af det eller ej. Da jeg havde gået der et halvt årstid, men kun tabt mig 10 kg, følte jeg lidt, at det gik for langsomt, der skulle ligesom ske noget. Inspireret af Vibeke (ejer af Bailine, Aalborg i 1999) som havde læst om "eat right 4 your type" af Peter D'adamo, en bog om kost og blodtype, gik jagten igang. D'adamos bog og gav langt hen ad vejen mening, de ting som jeg vidste jeg ikke kunne tåle (hasselnødder, hvedemel, kiwifrugt m.fl), var blandt de fødevarer, som jeg ikke "burde" spise med min blodtype. Hmm men det gav mig stadig ikke nok, jeg ville vide, hvor meget, jeg skulle spise og af hvad. Så jagten fortsatte.

På det tidspunkt var Alex Nyborg også igang med at tabe sig, da jeg altid har været en stor fan af hans radioprogrammer, tjaa hvorfor så ikke undersøge det lidt mere. Han havde på det tidspunkt startet en slankeklub, som jeg meldte mig ind i. Der var bl.a. en mappe om kostvaner og det var der, jeg først læste om zonen. Men igen var det, der blev skrevet, alt for løst og uden klare angivelser af, hvor meget mad, det er normalt at spise.

Jeg var nu kommet hertil, at jeg VILLE vide, hvad kroppen har brug for af makro- og mikronutrienter. Jeg var også fast besluttet på at finde et system at spise efter, som i min verden gav mening, altså noget, jeg kunne måle, veje og sige; "fint nu har jeg fået, hvad min krop har brug for, hvis jeg stadig er sulten, er det fordi jeg ikke ved, hvad der er godt for mig". Jeg anede jo stadig ikke, hvorfor jeg ikke tabte mig, trods det, at jeg motionerede som aldrig før, spiste efter den gængse madpyramide osv. osv.


Jeg gik derfor på en koncentreret jagt på nettet og fandt frem til, at det var en Dr. Barry Sears, der er ophavsmand til zonen. Hmm en biokemiker, det måtte da være noget. Han måtte, da vel kunne forklare en skeptiker som mig, om kroppens makro- og mikronutrientbehov. Købte "Find din zone" og slugte den.... Det her gav mening fra ende til anden. Dog skal så siges, er den danske oversættelse ikke er verdens bedste. Der er en del redaktionelle fejl, mest på oversættelse fra amerikanske mål til danske. Desuden er den ikke konsekvent i angivelse af mængde af nødvendigt fedt. Jeg vil derfor til enhver tid anbefale interesserede i zonen at anskaffe sig de amerikanske versioner. Specielt vil jeg anbefale "Mastering the Zone" isbn 0-06-092903-0 og "A week in the zone" isbn 0-06-103083-x. Begge bøger giver mange gode råd og forklaringer til zonen i daglig brug.

Jeg startede så med at spise efter zonen i sensommeren '99 og tabte i løbet af 3 mdr. endnu 10 kg. Samtidig med at jeg tabte mig, blev jeg i meget bedre humør, fik et overskud og så meget energi, som jeg ikke havde troet muligt. Mig som stort set altid blev megatræt, så snart jeg så en sofa, og da især hvis jeg lige havde spist. Den første periode var nok det der grænsede til hysteri. Jeg målte og vejede alt. Min køkkenvægt kan kun kan måle med 2 grams nøjagtighed, så hvis der ifølge min opskrift skulle bruges 5 gram, ja så målte jeg den mængde, der svarede til 4 gram og det der svarede til 6 gram...... Tog så forskellen fra....;-) Menmen processen var nødvendig for mig, for at finde ud af, om det her var noget for mig. Jeg ville have det helt nøjagtigt og så mærke på min krop, om den havde godt af det. Det gav jo så heldigvis så gode resultater, at jeg ikke et sekund er i tvivl om at denne måde at spise på, er den rigtige.

Resultatet på de 10 måneders kur var et totalt vægt tab på 18 kg kropsvægt, men tilgengæld havde jeg tabt godt 22 kg fedt. Med andre ord jeg havde formået både at tabe mig og at opbygge muskelmasse. For de talnysgerrige har jeg lavet et regneark, som med farver-striber viser mit fedttab.

God fornøjelse med at finde din sandhed for vægttab.

Birgit

ps. alt ovenstående blev skrevet tilbage i 1999/2000. Meget er siden forandret, men jeg spiser stadig alt overvejende efter zonen.

pps. de to vedhæftede filer er nogle regneark jeg lavede for mange år siden. De er ikke blevet opdateret siden 1999, men burde virke. Download dem og brug dem hvis de giver mening for dig.

AttachmentSize
fedtprocent_kvinder.xls153.5 KB
fedtprocent_mand.xls107.5 KB

Bookmark and Share